Sommertur til Alaska og Yukon Tilbage
Sommeren 2006 tilbragte jeg i Alaska, Yukon og Nordvest Territorierne. Nu var var det ikke sådan, at jeg bare tog derovre og kørte på må og få. I stedet havde jeg bestilt en rejse med firmaet Footloose. Footloose er et rejseselskab, der udbyder forskellige ture i specielt USA, Canada og Alaska. Konceptet er, at man samler op til 13 personer i en minibus. Dertil er der en guide, der arrangere alle de praktiske ting, er chauffør m.v. At guiden har stort lokal kendskab, er også en stor hjælp.
Min tur hed Alaska-Yukon Explorer. Vi mødtes første gang d. 7. juni i Anchorage. Vi var kun 9 deltagere plus guiden. Deltager listen kan ses her. Vores guide var Christian Tong.
Turen, også kaldet trekket, var en 3 ugers tur rundt i Alaska og Yukon med en afstikker til Inuvit i Nordvest Territorierne. Se i øvrigt kortet ovenfor, der viser vores rute.
Første del af turen gik til Seward, i den sydlige del af Alaska. Seward er en gammel fiskeri by, kendt fra blandt andet de mange hvaler, der trækker derop om sommeren. Og en hval safari skulle vi også på. Desværre var havet noget uroligt, hvilket betød rigtig mange blev søsyge. Men hvaler fik vi at se. Og udover hvaler så vi også søløver, der solede sig på en klippeafsats.
Efter Seward begyndte vi langsomt at arbejde os nord på. Første stop var Valdez. Valdez er nok mest kendt for olieledningen fra det nordlige Alaska, og den store olien forurening (Exxon Valdez). Valdez ligger i et frodigt område, hvilket betyder meget nedbør. Også om vinteren, så alternative midler må tages i brug. Se blot her:
Fra Valdez kørte vi til national parken Wrangell St. Elias National Park. Wrangell ligger meget øde, for at komme der skal man køre på en grusvej fra Chitina til national parken. Vejen hedder i øvrigt The McCarthy Road.
Vi var i Wrangell i 2 dage, boede på det hyggelige hotel Ma Johnson i byen McCarthy.
At det ligger øde og beskyttet viste
sig f.eks. ved, at der ikke var nogen låse i dørerne ind til hotellets værelser.
McCarthy blev oprindeligt bygget for at udvinde kobber. Man fandt meget rige kobber forekomster i en meget høj renhedsgrad. Mine eventyret er forlængt slut, og nu er det primært turisme, der holder byen i live.
Mens vi var i McCarthy var jeg på en gletscher vandring. Jeg manglede noget
udstyr, blandt andet solbriller. Så jeg blev udstyret med et par "seje" blå
briller. Se her og døm selv.
Vi havde nogle fantastiske dage i Wrangell St. Elias parken. Derefter skulle vi videre nord på. Dog ikke den lige vej. Det blev til et par overnatninger i Tok, Kluane og Whitehorse. Whitehorse er hovedstaden i staten Yukon. Meget hovedstad er der nu ikke over det. Selv om vejret var fint da vi var der, så bliver det ekstremt koldt der om vinteren.
Fra Whitehorse kørte vi til Dawson City. Der er nu ikke meget storby over det. Dawson blev grundlagt i de vilde guldgraver dage, hvor befolkningstallet eksploderede.
At være guldgraver dengang var sand og sige en kæmpe udfordring. For det første var det, og stadig er, ekstremt koldt om vinteren. Derudover er der permafrost, så guldgraverne skulle også tø jorden op. Efter nogle år blev guldgravningen overtaget af et større fima, der benyttede såkaldte Dredges. Et billede af slagsen er nedenfor:
. Med store skovle blev den optøede jord
skovlet ind forfra. Indenfor var der et sindrigt system af transportbånd og
filtre. Tilsidst blev jord og sten transporteret ud af rampet bagerst. Denne
guldgraver virksomhed har sat sit tydlige præg på landskabet, hvor stendynger
ses overalt omkring Dawson. At optø jorden krævede to personer, for som man
sagde, en til at banke damp spyd i jorden, den anden til at slå myg ihjel.
Men det var nu ikke kun guldgraver virksomhed vi skulle se. Dawson er i dag en hyggelig lille by. The Yukon River løber gennem Dawson, i øvrigt med en meget kraftig strøm (op til 8 knob om sommeren). Men om vinteren er der ingen strøm. Hvorfor? Jo, fordi den fryser helt til!!!.
Et par billeder af Dawson City og Yukon River kan ses her:
Billederne er taget på et højdedrag over Dawson City. Vi var 4 der hikede op på højdedraget. Fra venstre ses Steve (Ernie), mig, Helen og Marc.
Efter Dawson kørte vi mod Inuvit. Man kan køre til Inuvit, men Inuvit er også den nordligste by i Canada, som man kan køre til. Vejen derop hedder Dempster Highway. Det er også en grusvej/jordvej på godt og vel 700 km. Vi tog den i 2 bidder på vejen derop. Undervejs overnattede vi i Eagle Plains. Meget by er det nu ikke, det er nærmest et tankstation med et lille motel.
På 2. dagen passerede vi polar cirklen. Se blot her:
Det blev fejret med en lille ceremoni, hvor vi alle fik overrakt et diplom til
minde om begivenheden.
Det varede ikke længe før vi kørte ind i Nordvest Territorierne, som det ses her
.
Det var en råkold og vejrmæssigt trist
dag. Og på sin vis en god dag at køre i.
Heldigvis klarede både vi og bilen turen i fin form. Til sidst vænner man sig
næsten til larmen og hullerne i vejen. At komme til Inuvit med bil synes turist
foreningen tilsyneladende er noget specielt. De gav os et diplom som
hædersbevisning. 
Vi ankom til Inuvit ved 9 tiden om aftenen, i øvrigt i strålende solskin. Og i Inuvit var der midnatssol, så det blev aldrig mørkt.
Og midnatssol skulle jeg opleve. Vi var nu ikke så heldige med vejret. Den første, ja det var vel, nat var der overskyet. Den 2. nat klarede det heldigvist op, men den nordlige del af horisonten var dækket af skyer. Billedet nedenfor blev taget kl. ca. 1.30 d. 20. juni.
Solen er over skydækket, dvs den er ikke
gået ned. Flot, ikke?
Udover midnatssolen vil jeg primært huske Inuvit for de gigantiske myg der var der. Og de var i øvrigt meget sultne. Det krævede koncentreret myggespay (98% DEET) for at holde dem på afstand.
Efter Inuvit skulle vi igen sydpå. I programmet var der planlagt endnu et stop i Eagle Plains, men vi blev enige om, at køre direkte fra Inuvit til Dawson City. Et lang tur, men det ville give os ekstra dag til opleveren, i stedet for Eagle Plains, som vitterligt er et hul.
Vi tilbragte igen et par dage i Dawson, hvorefter vi tog tilbage til Alaska.
Første stop var i en lille by kladet Chicken. Det er, lige som Dawson, en gammel guldgraver by. Gammel er måske så meget sagt, for der er stadig gulvgravere i området. Primært lykkeriddere, der kommer til Alaska om sommeren. Der har også været kommerciel gulvgravning i Chicken området med de såkaldte Dredges, men det er forlængst ophørt.
Chicken er i øvrigt en sjovt sted. At det ligger langt uden for lands lov og ret, mærkes tydeligt. En af deres, om man vil, attraktioner er, at de springer dame undertøj i luften. Ja, du læste rigtigt. Og alle pigerne i gruppen donerede et par trusser til formålet. Tjeneren Randy fortalte i øvrigt, at det hænder selv kvinder godt op i årene er med på spøgen. Og det er vist ikke altid den helt store oplevelse.
At alle pigerne donerede undertøj kom noget bag på Randy. De løb tør for krudt. Men de var snarrådige. De skar adskillige patroner hylstre op for at få krudt til formålet.
Traditionen lyder umiddelbart til at være noget under lavmålet. Men jeg skal hilse og sige, at der lyder et kæmpe brag når kanonen går af, hvorefter der er stumper af undertøj over hele pladsen. Og det er utroligt morsomt. Nedenfor ses først at de er ved at skære patroner hylstre op. Det 2. billedde er bartenderen Randy, der er ved at tænde lunten.
Næste store attraktion var Denali National Park. Undervejs fra Chicken til Denali overnattede vi i MacLaren. Vi skulle have sovet i telt, men vi kom op i et snedækket område. Så det tog ikke megen diskussion for at beslutte os for at leje nogle hytter. Fra MacLaren til Denali kørte vi igennem et meget naturskønt område. Og vi var så heldige et se en elk, kaldet en moose i Alaska.
Billedet til venstre er dog ikke af
bedste kvalitet, men med lidt god vilje kan det vel ses, at det er den før
omtalte elk.
Denali er en kæmpe stor og meget populær national park. Den blev oprindeligt oprettet til at beskytte bestanden af bjerggeder. Selve parken kan kun besøges enten til fods eller med specielle busser. Jeg brugte en dag på bus turen. Der så jeg, udover en helt fantatisk natur, også en del dyreliv. Her i blandt brune bjørne og bjerggeder.
Vi fik også set ørne og rensdyr.
Efter Denali var turen ved at være ved sin ende.
Turen sluttede i Anchorage. Jeg boede lige ved siden at en sø, der bliver brugt til vandflyvere. Omkring flyvning, så har hver 8. i Alaska et flyve certifikat. Praktisk i et område, hvor afstandene er enorme, og hvor mange steder ikke kan nås med bil.
Hvis du stadig har mod på nogle stemnings billeder fra ferien, så klik her.